Pia Fonnesbech

BIO

 

“Jeg er kolorist og meget fascineret af ornamenter. Jeg arbejder med stilleben. Billederne er en slags sjælens landskaber, som afspejler drømme, længsler, men også vores ensomhed og dødens nærvær. Nogen gange er billederne bare en hyldest til livet og alt det smukke, det indeholder.

I mit maleri afsøger jeg farvernes muligheder. Det er først fremmest en forskning i, hvad farverne kan med hinanden i forhold til komplementariteten, koldt/varmt-balancen og mørke/lys. Op i mod dette sætter jeg kontrasten mellem det organiske og det geometriske, som er med til at give billederne en musikalitet.

Jeg indarbejder ornamenter i mine stilleben.  Ornamenterne har jeg arbejdet med siden min elevtid i Stockholm i slutningen af firserne.  De fylder billederne med musik og giver bevægelse.  Nogen gange arbejder jeg med grænserne for, hvor meget man kan fylde i et billede, inden det hele vælter, eftersom jeg er fascineret af kaos. Nogen gange vil jeg bare have ro. “. 

Jeg er uddannet på bla Konstfacks Malerlinie, Stockholm og jeg har været gæsteelev på Det kgl. Akademi i København. Jeg har udstillet på mange af de censurerede udstillinger, på gallerier, kunsthaller og museer i Danmark og i udlandet. Jeg har udstillet med så forskellige kunstnere som Yoko Ono i Oslo i forbindelse med uddelingen af Nobels Fredspris, med Bjørn Nørgård i Venedig sidste år og med Olafur Eliasson og John Kørner i Kødbyen i København. Udstillingen var kurateret af Bo Bjerggard og Claus Andersen fra Andersens Comtemporary. 

Jeg har modtaget legater fra Kunstrådet, Nordisk Råd og fået et rejselegat fra Konstfack. 

Jeg er repræsenteret  i Konstrådet, Sverige, Tullhuset i Svinösund, Sverige, Konstenheten i Västgöta Län, Östra Sjukhuset i Göteborg, Gladsaxe Kommune, Varde Kommune og Jægerspris Slot. 

Se mere på www.piafonnesbech.dk